Jordvarmeboringer

Projekt: "Jordvarmeboringer" handler om at tilføre mere viden om, og værktøjer til, at udnytte energien i jordvarmeboringer. I projektet holdes fokus på opvarmning og afkøling af bygninger samt lagring af energi i jorden. Den jydske Haandværkerskole er partner i projektet om jordvarmeboringer.

Man henter varmen op fra huller, som er boret ned i jorden til 100 - 300 meters dybde. Varmen optages i en væske, som cirkulerer i et lukket kredsløb i borehullet, og varmen afgives i en varmepumpe ved jordoverfladen.Metoden har et stort potentiale for at reducere CO2 udledningen til atmosfæren, men brugen af den i Danmark er begrænset sammenlignet med vores nabolande Tyskland og Sverige. Der er mangel på viden og erfaring, og projektets formål er at bane vej for en større anvendelse af teknologien ved at tilvejebringe viden, værktøjer og best practice for planlægning og design af installationer. Projektet, som har fokus på opvarmning og afkøling af bygninger samt lagring af energi i jorden, skal indsamle oplysninger om danske jordarters termiske egenskaber og varmestrømninger i de øverste 300 meter. Og forskerne vil i denne forbindelse opbygge en offentlig tilgængelig database med blandt andet geotermiske egenskaber af jord og materialer samt øvrige resultater frembragt i projektet. Endvidere skal forskerne undersøge boremetoder og forseglingsteknikker og vurdere designet af eksisterende systemer med henblik på at optimere teknikken. Endelig skal projektet vurdere grundvands- og varmestrømning samt energibalancen i jorden både med henblik på at skåne miljøet mest muligt og på etablering af rentable og optimalt fungerende anlæg. Der vil blive udviklet undervisningstilbud i brug af teknikken samt udarbejdet input til administrationen af f.eks. tilladelser og tilsyn og samspillet med blandt andet eksisterende varmeforsyningsplaner og vandindvindinger vil blive undersøgt.

Projektets fokusområde:

  • Energianlæg baseret på jordboringer - udvikling af markedsfremmende værktøjer og best practice.
  • Om energianlæg baseret på jordvarmboringer.
  • Jordkredsløbet af den frostsikrede væske - også kaldet "brine kredsløbet". Denne brine går fra boringerne med 8-9 grader varm brine ind til varmepumpen og herfra retur med kold væske ned til jorden.
  • Et kredsløb i varmepumpen, hvor kølemidlet fordamper og derved optager energi ved lav temperatur og komprimeres til høj temperatur for herefter at afgive varmen ved kondensering.
  • Varmen frigøres til "huskredsløbet", som typisk indeholder almindeligt vand, der løber i radiatorer og gulvvarmerør.
 

Udskriv