Solaffugter

Projekt: "Solaffugter" er et offentligt støttet projekt. (EUDP: Energiteknologiske Udviklings- og Demonstrationsprogram).

Formålet med projektet er at vise og demontrere affugtning med solopvarmet luft. Der er et stort og stigende behov for affugtning i bygninger og i forbindelse med tekniske installationer. I dag anvendes ofte eldreven affugtere med stort elforbrug, eller også vil bygninger ikke blive affugtet hvilket medfører dårligt indeklima for de personer der opholder sig i bygningerne, eller som benytter materialer der har været i den fugtige bygning. Manglende affugtning kan også forårsage materiel skade på bygning, materialer eller teknisk udstyr.

Projektets hovedaktivitet er at beregne og designe de optimale dimensioner og driftsstrategier. Solaffugteren er en videreudvikling af den kendte luftsolfanger fra SolarVenti som udbygges med et lag af det fugtabsorberende materiale SilicaGel. Materialet kan affugte luft der blæses ind i en kælder, et teknisk anlæg med følsomt udstyr eller tilsvarende. Modeller af solaffugteren kan placeres i vanskelige kældre som kræver ekstra tør luft (kolde kældervægge kondenserer varm luft om sommeren). Vindmølletårne og større metalkonstruktioner med fugtproblemer. Kraner ved havne (Spanien) hvor kranhuset på jorden ofte har fugtproblemer. Affugtning i tropisk klima med høj relativ luftfugtighed bliver testet i klimakammer. Intensionen er at solaffugteren fremadrettet skal udbygges til at rense luft for giftstoffer inden indblæsning i huse ved at tilføje aktivt kul til SilicaGelen i luftsolfangeren.

Modellen skal afprøves i Danmark, Tyskland og Spanien. Energiteknologisk kan opfindelsen bidrage til en væsentlig øget anvendelse af solenergi og erstatte eldrevet affugtning. Da driften af solaffugteren vil være uhyre billig kan den give en væsentlig og givetvis mere permanent affugtning til gavn for bygninger, mennesker og udstyr.

PROJEKTPARTNERE:

Danmarks Tekniske Universitet
SolarVenti A/S
ArosTeknik ApS
Cenergia Projekt ApS
Den jydske Haandværkerskole
Energy-21

Udskriv