DjH-undervisere i virksomhedspraktik

Undervisere fra plastafdelingen tager i virksomhedspraktik, hvor de oplever en hverdag i den virkelige verden. Erfaringerne bruger de i undervisningen på DjH, så det, eleverne møder i værkstederne, er meget lig med det, de møder i deres praktikvirksomhed.

For at blive klædt på til at supplere hinanden på forskellige arbejdsområder er Henrik Dahl Rasmussen og Carsten Andersen nogle dage i virksomhedspraktik på forskellige virksomheder, der primært arbejder med plastspecialet ekstrudering.

Henrik har besøgt Hornbæk Plastindustri, der produceres flasker – emballage til blandt andet remoulade, ketchup og sennep.
”Det er godt at få et indblik i, hvordan virksomhederne arbejder med processerne og ud fra det drage paralleller til undervisningen på DjH. Vi får på den måde mere reelle udfordringer at arbejde med og eleverne bliver bedre til at takle det, de møder i deres praktikvirksomheder”, siger Henrik. Han fortsætter sine praktikdage med besøg hos Wavin, der producerer rør og Gibo Plast, som arbejder med store emner i termoformning.

Carsten har været tre dage hos plastvirksomheden Primo Danmark, der produceret profiler i plast til blandt andet vinduesrammer. Her fokuserede han på at blive bedre til at rengøre profilværktøjer.
”Det tager to timer at starte værktøjet op til produktionen. Når produktionen af et givent emne er færdig er det vigtig, at man gør værktøjet rent, mens værktøjet er varmt og plasten stadig er flydende. Så er det klar til en ny produktion næste dag. Det er altafgørende at produktionen flyder, og der ikke er gamle rester i værktøjet, der kan ødelægge den nye produktion. Jeg lærte at skille værktøjet ad og rengøre det på en enkel måde, som jeg allerede har implementeret i min undervisning”, siger Carsten og understreger samtidig vigtigheden af, at eleverne allerede i grundforløbet bliver bekendte med problematikken.

Underviserne har mødt stor velvilje hos virksomhederne, der var velforberedte på deres besøg. Det var tydeligt, at de var både ventede og velkomne.

opkvalificering i ekstrudering

Udskriv

test